Ensemble Edge – The Jan Johansson Tribute

Symfonisk Sal kl. 16.00

ENSEMBLE EDGE begiver sig ud på nye klang-vidder i dette samarbejdsprojekt, som bygger bro mellem klassisk og rytmisk musik og samtidig hylder ét af Skandinaviens største jazzikoner.

For knap 50 år siden, i november 1968, omkom den svenske jazzpianist Jan Johansson i en trafikulykke. Johanssons musikalske arv til den svenske/nordiske musiktradition var manifestationen af en helt unik og afdæmpet musikstil, som Johansson opnåede med sit specielle anslag på klaveret, hvilket var med til at give jazzen den helt særlige melankolske stemning , som er kendt og elsket af mange.

Projektet THE JAN JOHANSSON TRIBUTE er et samarbejde mellem ENSEMBLE EDGE og fire højt profilerede jazzmusikere herunder den svenske pianist Calle Brickman, den estiske sangerinde Karmen Rõivassepp og danske Matthias Flemming Petri (bas) og Andreas Fryland (trommer).

Publikum kan glæde sig til en anderledes koncertform, hvor ny/klassisk musik og jazz mødes og indhylles i Jan Johanssons ånd.