RAMA Strings fejrer dansk 200 års jubilar

Symfonisk Sal kl. 15.00

RAMA Strings består af Det Jyske Musikkonservatoriums strygerstuderende, suppleret med enkelte elever fra MGK (Musikalsk Grundkursus). Ensemblet bliver dirigeret af celloprofessor Henrik Brendstrup. To af de studerende medvirker som solister, brødrene Jacob og Asger Buur, på henholdsvis violin og cello.

Der findes et betydeligt og ofte meget iørefaldende repertoire for strygerorkesterets store, bløde og orkestrale lyd. Koncerten indledes med den danske 200 års jubilar, Niels W. Gade, som blev født d. 22. februar 1816, og som blev den mest betydningsfulde danske komponist i 1800-tallet, berømt over hele Europa og med stærke forbindelser til bl.a. Mendelssohn og Schumann. Gade’s lyse og legende Noveletter op. 53 er fra 1874 og blev – meget sigende – udgivet hos det berømte forlag Breitkopf & Hertel i Leipzig.

Eugene Ysaye er en belgisk komponist fra sidst i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Han var desuden en af tidens største violinvirtuoser. Hans ”Les Nieges d`Antan” er imidlertid ikke udpræget virtuost anlagt, værket er mere indadvendt og eftertænksomt i sin karakter. Lidt af samme grundstemning præger svenske Lars Erik Larssons Concertino for cello og strygere. Concertinoen er ellers en hel lille cellokoncert, i 3 satser. Larsson regnes for en af de betydeligste svenske komponister fra det 20. århundrede og har bl.a. skrevet 12 consertini for forskellige soloinstrumenter.